English

Du er her: Forside > Kommunikation > Medarbejderblade > Alt under kontrol

Bookmark og del

Universitetsavisen | Nr. 14 | 29. september | 2003

Alt under kontrol

Et veltilrettelagt arrangement blev truet af den svensk/sjællandske strømafbrydelse, men i sidste øjeblik faldt alt på plads og statsminister Anders Fogh Rasmussen kunne fremlægge sit syn på europapolitikken.

Optakten er ikke den bedste. Tre en halv time inden statsministeren skal holde tale i Københavns Universitets Festsal forsvinder strømmen. Mens tidspunktet for arrangementet nærmer sig, gør spørgsmålene det også. Vil Anders Fogh Rasmussen komme? Hvor er han nu? Kan han råbe salen op?

På Frue Plads holder en tom politivogn. På trappen sidder studerende og nyder de sidste solstråler. Der er sendt bud efter en nødgenerator fra Stenløse, men det er højest tvivlsomt om den vil nå frem i tide. I Festsalen er uret højt oppe under loftet stoppet på 12.36. Tidspunktet da alt gik i stå.

Da Anders Fogh Rasmussen sidste år kom på forsiden af alverdens aviser i forbindelse med EU’s udvidelse, var en af de ting der ærgrede ham mest, at tidsplanen ikke holdt. Faren for at det vil ske igen, er overhængende.

Statsministeren slipper dog med skrækken. Præcis klokken 16.00 ankommer Anders Fogh Rasmussen i selskab med rektor Linda Nielsen og Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden. Selv strømmen vender tilbage. 550 tilhørere har på forhånd meldt deres ankomst, men dagens strømsvigt gør at ikke alle møder op. Med næsten militærpræcision bliver dørene lukket klokken 16.05.

Linda Nielsen indtager talerstolen. To kandelabre som er hentet i tilfælde af at strømmen ikke er vendt tilbage, lyser op omkring hende mens hun forklarer at det er vigtigt at Københavns Universitet deltager i kampen for frihed og tolerance og at udfordringen er at bevare det åbne samfund så debatten kan finde sted. Og det skal dagens arrangør, Masteruddannelse i Europastudier på Københavns Universitet, hjælpe med. Også selv om EU-politik kan være svært at forstå.

Undtagelserne skal fjernes
En ulasteligt klædt Anders Fogh Rasmussen afløser Københavns Universitets første kvindelige rektor på talerstolen. Dagen før har han været i en duel med Svend Auken på Aarhus Universitet, og den har sammen med regeringens europapolitik prydet flere avisers forsider.

Statsministeren har under tirsdagens duel erkendt at hvis Danmark afviser EU’s nye forfatningstraktat, så mister Danmark indflydelse i Europa. Det gentager han denne strømsvage tirsdag.

»Jeg synes vi lige så godt kan sige at med et nej så siger vi nej til selve fundamentet bag det europæiske samarbejde, og det vil logisk betyde at vi sætter os uden for enhver indflydelse,« siger statsministeren.

Tilhørerne sidder stille på de grønne myrestole og lytter. En er iført en polo T-shirt med teksten: »Nummer 1 i værdikampen«. Dem der er kommet for at få en dato for afstemningen om Danmarks forbehold, får at vide at den sandsynligvis kommer næste år. Mere præcis er statsministeren da han ytrer sin mening om forbeholdene.

»Spørgsmålet om de danske undtagelser er centralt i den aktuelle debat. Regeringen ønsker Danmarks forbehold fjernet. De er ikke i Danmarks interesse, de begrænser vores muligheder for at føre en aktiv europapolitik, men forbeholdene kan kun ophæves ved en folkeafstemning.«

Med USA på sidelinjen
Danmark skal ifølge Anders Fogh Rasmussen spille en mere aktiv udenrigspolitisk rolle. Det skal være endegyldigt slut med 80’ernes fodnotepolitik og 20’ernes tilpasningspolitik.

»Lad mig kort sammenfatte mit udenrigspolitiske udgangspunkt. Danmark er i en situation hvor vi kan og skal føre en aktiv udenrigspolitik. Vi skal tage stilling og tage ansvar. Vi skal ikke sejle under bekvemmelighedsflag.«

At han under Irakkrigen kørte tandem med George Bush og at han skulle være i gang med en ny tilpasningspolitik, afviser han med et strengt blik.

»Allerede nu kan jeg høre kritikerne råbe Voice of America og sige at de faktiske forhold i dagens verden blot er udtryk for en ny tilpasningspolitik. Under besættelsen var Danmarks politik en underkastelsespolitik, og i 80’erne var fodnotepolitikken en tilpasning til vores fjender. Samarbejdet med USA er et ligeværdigt samarbejde med en ven som hylder de samme principper og værdier som vi gør: demokrati, ytringsfrihed, markedsøkonomi og respekt for menneskerettigheder.«

Det er statsministerens opfattelse at EU er et af flere regionale magtcentre. Og det europæiske magtcenter skal samarbejde med den eneste magt med global rækkevidde, USA.

Efter Anders Fogh Rasmussens indlæg er det tid til spørgsmål og Tøger Seidenfadens afsluttende bemærkning hvor han stikker lidt til Anders Fogh Rasmussen.

»Socialdemokratiet var under fodnotepolitikken den mindst mulige politiks fællesnævner. Er vi ved at se en ny mindste fællesnævner i Venstre? Er Socialdemokraterne og Venstre ved at bytte plads?« spørger Tøger Seidenfaden.

Til trods for enkelte usikre blink fra lysekronerne i loftet forlader strømmen ikke landet igen. Uret oppe under loftet er gået i gang igen og viser 17.30. Tiden kan atter måles. Der er igen styr på tingene. Ligesom Anders Fogh Rasmussen gerne vil have det.

ahk@ahklab.dk

Allan Helleskov Kleiner er freelancejournalist.

Se også Vox Pop'en om statsministerens tale>>