English

Du er her: Forside > Kommunikation > Medarbejderblade > Globale udfordringer

Bookmark og del

Viden om--- | Nr. 58 | November | 2006

Globale udfordringer

Det er de samme udfordringer ingeniører har over hele verden. Det fandt John Adams og to andre Rambøll Danmark-medarbejdere ud af, da de deltog i FIDIC’s Young Professionals Management Training Programme i Budapest.

af Allan Helleskov Kleiner

Stress, problemer med at fastholde medarbejdere, nye teknologier, miljøproblemer og kundefokus, er ikke kun udfordringer i Vesten. De udfordringer er over alt fra Sydkorea over Tyrkiet til Uganda og Danmark. Det fandt John Adams, Tim Gudmand-Høyer, Jesper Hass Rasmussen og to medarbejdere fra Rambøll Finland ud af, da de deltog i et træningsprogram under FIDIC (Fédération Internationale des Ingénieurs-Conseils) - de rådgivende ingeniørers internationale sammenslutning.

Virtuelt mødested
Når man deltager i kurser, sidder man pænt ved siden af hinanden med nye kuglepenne og pudsede sko, men sådan er det ikke her. Her bliver de 30 kursister inddelt i to grupper, der mødes virtuelt - altså over internettet.

”I begyndelsen havde vi webcams, så vi kunne se hinanden, når vi talte, men det måtte vi opgive, da ikke alle havde en båndbredde, der kunne sende billederne, så vi endte med bare at tale over nettet,” siger John Adams.

Deltagerne på kurset får nogle cases inden for emnerne organisation og human ressource, ejerskabsstrukturer, marketing og nye teknologier, kulturforandringer og globalisering, som de skal analysere. Der er ingen egentlig underviser, deltagerne udpeger selv nogle case editors, som koordinerer arbejdet. Deltagerne uploader deres resultater til en portal, som er oprettet til formålet. På portalen kan de se hinandens svar og kommentere på dem.

Kongressen
Som afslutning på kurset mødtes deltagerne for første gang otte måneder senere i forbindelsen med FIDIC’s kongres, som i år var i Budapest.

”Det var overraskende, at selv om vi aldrig have mødt hinanden, så fungerede vi fint som gruppe. Det var som om, vi havde mødt hinanden flere gange.”

Som kronen på værket skal kursisterne holde et samlet oplæg for de 700-800 deltagere på kongressen. De valgte at komme med nogle løsningsforslag til to af ingeniørbranchens globale problemer: personale og kommunikation.

”Nogle af foredragsholderne havde analyseret sig frem til de samme problemstillinger, som vi havde, så vi besluttede os for at tage det et skridt videre og komme med nogle løsningsforslag til de globale problemer for ingeniørvirksomheder.”

Overliggende forståelse
Kurset har åbnet Johns øjne for de mere overordnede aspekter ved at drive en ingeniørforretning som Rambøll.

”Vi fik en unik mulighed for at sætte os ind i vores egen organisation, marked, ejerskabsforhold og brandingværktøjer. Jeg kendte godt til det, men er efterhånden blevet klar over, hvor vigtigt det egentlig er.”

Ved at deltage på kurset har han fået en mere overordnet forståelse for forretningsdelen og nogle begreber, som går mere på tværs i organisationen, end han ellers er vant til.

Netværk
En værdifuld ting har været netværket. John kender nu ingeniører over hele verden. Det er især en stor fordel for ham, fordi han arbejder med internationale og donorfinansierede projekter.

”Den måde, man som firma bedst kommer frem i et andet land, er ved at have nogle personlige kontakter - og gennem FIDIC-kurset har jeg nu fået et bredt netværk flere steder rundt om i verden. Det kan vi forhåbentlig drage nytte af hos Rambøll i fremtiden.”

Programmet kører videre næste år, hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte en af deltagerne.

Læs mere om FIDIC på: www.fidic.org