English

Du er her: Forside > Kommunikation > Medarbejderblade > Udstilling af arkitektur-ikon

Bookmark og del

Viden om--- | Nr. 61 | Marts | 2007

Udstilling af arkitektur-ikon

Af Allan Helleskov Kleiner

Rambøll Danmark udstiller indtil den 25. marts planerne og visionerne for The Icelandic National Concert & Conference Centre på Nordatlantens Brygge i København.

Hvis du vil se planerne og visioner for et af Islands største byggeprojekter nogensinde og et af verdens mest spændende kulturbyggerier i øjeblikket, så skal du se udstillingen om “The Icelandic National Concert & Conference Centre”. Udstillingen er et samarbejde mellem Rambøll Danmark, Henning Larsens Architects, Portus Group og Nordatlantens Brygge. Udstillingen løber frem til den 25. marts. Den giver et godt indblik i det udfordrende arbejde, det er at opføre et 23.000 m² koncert- og konferencecenter på kanten af Atlanterhavet. The Icelandic National Concert & Conference Centre er et af de kulturprojekter, der forener kunst, kultur og ingeniørarbejde på bedste vis, og som vil være referencepunkt for efterfølgende kulturbyggerier.

Hædrende omtale
Udstillingen består af en blanding af lyd, levende billeder, plancher, 3D-visualiseringer i Cheoptics og en gennemarbejdet model, som er fløjet til København direkte fra arkitekturbiennalen i Venedig, hvor udstillingen fik hædrende omtale. Modellen giver en god ide om, hvor spektakulær facaden vil blive, og hvordan centret og området kommer til at hænge sammen.

Lava, havudsigt og café
Ud over at vise selve centret giver udstillingen også et indblik i den forandring, Reykjavik by vil gennemgå. Masterplanen for hele East Harbour-området i Reykjavik giver et overblik over området, hvor centret skal ligge. En af de spændende pladser omkring det nye byggeri er Water Plaza, som ligger på kanten mellem by og hav. Vandet vil være under konstant forvandling som følge af årstiden og konturerne i det omkringliggende område. Også The Cultural Walkway er interessant. Den er hævet over området og flyder som en lavastrøm ind i Water Plaza, hvor den opløses imod indgangen, caféerne, pavillonen eller giver mulighed for et kig på havet.

Inspiration fra den islandske natur
En del af udstillingen viser arbejdet med den fascinerende facade, som er udtænkt af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, som også stod bag lysekronerne i Operaen. Facaden består af krystalformede elementer, der skal opfange og efterligne det arktiske nordlys. Ideen til facadeudsmykningen kommer fra de basaltsøjler, som præger den islandske natur.

 

Faktaboks
Se Rambøll-udstillingen
Nyt islandsk-dansk arkitektur-ikon på Nordatlantens Brygge, Strandgade 91, 1401 København K. Udstillingen varer frem til den 25. marts.