English

Du er her: Forside > Journalistik > At være bedemand

Bookmark og del
Helse på job | Februar | 2006

At være bedemand

Christina Gaugain er bedemand. Hun er omhyggelig med sit arbejde, der må ikke ske fejl til en begravelse. Hun synes, hun har verdens bedste job. Ingen dage ligner hinanden, og så møder hun nye mennesker hver dag.

Af Allan Helleskov Kleiner

En bedemand - er det ikke en alvorlig ældre herre i sort tøj, der kører sort rustvogn? Måske, men det kan også være en blond kvinde, der kører i en grå rustvogn og aldrig går i sort tøj, når hun er på arbejde. Sådan en bedemand er Christina Gauguin.

"Der er ingen grund til, at vi gør det hårdere for de pårørende, end det er i forvejen. Derfor har vi ingen kister, urner eller sorte dystre farver i forretningen. Folk er kede af det, når de kommer, og det er ikke vores opgave at gøre dem endnu mere nedtrykte. Vi vil gerne give de pårørende et fristed midt i al sorgen," fortæller Christina Gauguin.

Når man går ind i forretningen, står der en høj lys skranke til venstre. Lige frem op ad nogle få trin ligger et mødelokale. Til højre for skranken i en høj beholder svømmer nogle fisk rundt. Bag skranken er der to skriveborde, hvor Christina sidder og arbejder, når hun ikke er ude. Der er utrolig ryddeligt. Og det er ikke tilfældigt. En bedemand skal have styr på tingene.

"Du får kun et forsøg til at gøre tingene ordentligt. Alt skal fungere, du kan jo ikke sige til de pårørende: 'Vi prøver igen næste lørdag.' Derfor skal du have planlagt alt til mindste detalje. Det er stressende, men det er også med til at gøre jobbet spændende."

Kistefri
Christinas arbejde begynder med, at de pårørende ringer til forretningen og fortæller, at de har et dødsfald. Så aftaler de, hvad Christina og hendes kolleger skal tage sig af, og der bliver arrangeret et møde. Til mødet snakker de om alle de praktiske ting i forbindelse med begravelsen eller bisættelsen.

Det er ikke unormalt, at Christina skal kontakte præsten, arrangere at familien kan købe et gravsted, købe blomster, lægge den afdøde i kisten, ordne attester osv. En masse praktiske ting.

Hun har en uge til alle de praktiske ting, men det kan også være kortere tid. Nogle af attesterne fx en dødsanmeldelse må under ingen omstændigheder blive væk, derfor kører Christina selv rundt og afleverer dem til de rette personer.

Til slut er der så selve højtideligheden. Alt bliver gjort omhyggeligt og korrekt. Og så kan der alligevel opstå fejl.

"Det værste er, hvis der er fejl i dødsannoncen i avisen, eller det er de forkerte blomster. Det har jeg haft søvnløse nætter over, for det er da sket. Jeg hader, når det sker. Når man skal herfra, så skal alt simpelthen være i orden. Det synes jeg, den afdøde har krav på."

Bedemandsetik
I Christinas firma kalder de altid den døde for afdøde eller ved navn. Ingen bliver kaldt lig, kadaver eller gjort grin med på anden måde. Der er ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest.

"Hvis du vil gå hjem og sove ordentligt om natten, er du nødt til at vide med dig selv, at du har gjort det ordentligt."

Christina har en helt klar ide om, hvad der er ordentligt. Og den går hun ikke sådan lige på kompromis med.

"Alle vores kister er med dyner. Der skal være en pude og dyne i kisten. Det mener jeg hører til. Det må gerne være deres egen dyne, men den skal være der."

Døden tæt inde på livet
Når Christina fortæller, at hun er bedemand, er der som regel to mulige reaktioner.

"Enten bliver folk helt tavse, eller også er de meget nysgerrige, og der er heldigvis flest af de sidste. Der er da nogle, der lige skal vænne sig til tanken, for det er jo et underligt job."

"Det er nok meget godt, at jeg er gift og har børn. Jeg ved ikke rigtigt, hvor godt det virker, når man er i byen og siger, at man er bedemand. I begyndelsen spurgte min mand altid, om jeg havde vasket hænder. Og så måtte jeg sige: 'Ja, ja, vi vasker jo hænder hele tiden,'" siger Christina og griner et grin, der afslører, at det er sket mange gange.

For det hører med til jobbet at lægge de døde i kisten. Og det er et job, som bringer hende tæt på sorg, begravelser og døden.

"Du vænner dig til at håndtere døden, når det er personer, du ikke kender. Så du lærer, at holde det et skridt fra livet. Min opgave er at gøre det så nemt for de pårørende at få den højtidelighed, de ønsker."

Skiftende arbejdstider
Christina er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har også en regnskabsuddannelse fra gammel tid. Efter en barselsorlov besluttede hun at prøve noget andet.

"Jeg kunne ikke med arbejdstiderne på sygehusene og besluttede at prøve noget andet. Så jeg blev ansat til at lave regnskab hernede 30 timer om ugen."

"Det var sådan set planen, at jeg skulle være her et års tid. Men så en dag var der meget travlt. Der kom kunder i forretningen, og da der kun var mig i butikken, så trådte jeg til. Og efter det kunne jeg ikke lade være. Sådan begyndte jeg som bedemand."

Papirarbejde
Christinas veninde også blevet interesseret i jobbet og er begyndt at arbejde i forretningen, som de overtager om mindre end en måned.

"Jeg mener, at det er verdens bedste job. Når jeg kører hjemmefra om morgenen ved jeg aldrig, hvad der vil ske i løbet af dagen. Og så er jeg i tæt kontakt med en masse mennesker. Det bedste er, når de pårørende ringer eller kommer forbi forretningen og takker os, fordi højtideligheden var, som de ønskede den. Der er også en del praktisk arbejde med at slæbe kister og pasning af bilen."

"Du skal være god til at lytte, kunne hjælpe andre mennesker, være serviceminded og have omhu med, hvad du laver. Folk i sorg opfører sig anderledes end normalt, og derfor er det vigtigt at kunne bevare overblikket. Det er din opgave at hjælpe de pårørende."

I Christinas butik arbejder de på den måde, at de har vagt en uge ad gangen. Det vil sige, at den person, der har mobiltelefonen, står til rådighed for kunderne døgnet rundt og arbejder i weekenden. Den, der har vagt, har ansvaret. Kollegerne har så en nogenlunde normal arbejdsuge.

"Det virker lidt ironisk, at jeg forlod sygehuset, fordi jeg var træt af arbejdstiderne, men her er arbejdsgangen mere fleksibel. Du kan fx tage mobiltelefonen med hjem, så du behøver ikke altid være i forretningen."

Kollegerne har ferie i denne uge. Derfor har Christina ekstra travlt. Til aften skal hun bringe en urne op til en dame i Nordsjælland. Det er ikke lige til at se, at det er en bedemand, der kommer på besøg.

Kilde: ug.dk